4Chan

4Chan er et anonymt internetforum, hvor brugerne kan poste billeder og tekst. Her kan man diskutere utallige forskellige emner, og brugernes specifikke interesseområder deles på undersider

Tonen her typisk grov. For mange af dem, der bruger 4Chan, er det ikke et aktivt tilvalg af den grove tone men et bevidst fravalg af den polerede overflade på de traditionelle sociale medier. 

Fordele ved 4Chan

Anonymiteten er en klar fordel, samtidig med at man som bruger kan dykke ned i en masse givende interessefællesskaber.

På 4Chan kan man finde meget sjovt og kreativt indhold, og siden har ry for at generere indhold som senere finder vej til Reddit, BoredPanda, 9Gag og Facebook.

Problematiske aspekter

På den anden side er meget af indholdet af en særdeles grænseoverskridende karakter, idet der er meget lidt kontrol med hvad der bliver delt og postet, og det kræver kun få klik at ende på undersider med ulovligt, voldsomt og stødende indhold. Fx åbnede vi siden på en tilfældig fredag ved middagstid og blev mødt af et banner med eksplicit pornografisk indhold i form af stærkt seksuelle GIFs der loopede.

 

Ofte vil et barn eller en ung blive lokket til 4Chan pga. de nørdede og harmløse diskussioner om fx computerspil og tegneserier, som de ikke kan have med deres fysiske omgangskreds, men det er let at blive ledt over til undersiderne med de grænseoverskridende indhold. 

8Chan/8Kun/InfinityChan

Nogle brugere mente, at 4Chan var for blødt og modereret et forum, idet ulovligt indhold slettes derfra og digital mobning er forbudt. Ud fra denne tanke blev 8Chan oprettet, hvor ingen kan slette dine opslag med mindre de er direkte ulovlige. Her kunne ytringsfriheden udnyttes til fulde, og der opstod hurtigt mange fællesskaber, hvor det handlede om at svine andre til og på andre måder gå langt over stregen. På den måde blev 8Chan hurtigt det sted på nettet, hvor der fandtes mest grænseoverskridende materiale, og hvor det var nemmest for sårbare unge at blive en del af usunde og ekstreme fællesskaber centreret om fx racistisk, anti-semitisk og kvindefjendsk indhold. Platformen er desuden blevet koblet sammen med en række terrorangreb, og den er blevet brugt til dødstrusler, porno uden samtykke, børneporno, opfordringer til selvmord og livestreaming af mord.

16Chan

16Chan er en skjult webside på det mørke internet. Siden er opsat ligesom 4Chan og 8Chan, men reelt er det internettets lovløse Vilde Vesten. Emnerne er åbenlyst ulovlige og inkluderer bl.a. handel med stoffer, trafficking og børneporno. Hvis man ikke ønsker at ende på FBIs overvågningsliste, bør man holde sig langt væk fra denne side.